fredag den 11. oktober 2013

Betyder længden virkelig noget?

Hvordan er det nu lige med pigernes gallakjoler? Er det rigtigt at der engang var en pige der fik klippet kjolen kortere af en af 3. g’erne, fordi hun syntes den var for lang? Hvad er reglerne, og står de skrevet ned nogle steder? Og hvorfor er det overhoved så vigtigt?

Skolebloggen er lige startet, og det vil vi fejre ved at sætte fokus på Galla. Godt nok er Galla overstået for i år, men det er jo en årligt tilbagevendende begivenhed, og vi mener at der er et spørgsmål som de fremtidige generationer kunne have gavn af at vide: Betyder længden virkelig noget? Altså længden på kjolen vel og mærke. Vi har lavet lidt research, så vi kan give jer det bedste svar.

Vi har snakket med et par af gymnasiets elever, og her er et lille resume af hvad de siger:

Emma fra 3.u
Der er ikke nogen præcise regler nedskrevet, men 1.g’erne har den korteste kjole, 2.g’erne en mellemlang kjole og 3.g’erne har en gulvlangkjole. Hvis en 1.g’er eller 2.g’er bryder reglerne og tager en lang kjole på, vil der nok blive kigget lidt skævt til personen. Dog har Emma aldrig hørt rygtet om, at en pige skulle have fået sin kjole revet i stykker, og hun kunne da heller aldrig selv finde på at gøre det. En vigtig pointe som også er god at have med er, at hvis en 3.g’er vælger at tage en kort kjole på, så er det helt fint...

Laura Wettendorf fra 2.t
Laura ville være fuldkommen ligeglad med, om en 1.g’er eller 2.g’er kom til Galla i en lang kjole, når hun selv er 3.g’er, men hun tror ikke, at alle har den samme holdning som hende. Hun tror heller ikke på, at det decideret handler om længden på kjolen, men mere at demonstrere en form for magt: Jo længere kjole, jo mere magtfuld. Laura kunne dog ikke selv finde på at bryde reglerne i frygt for at støde nogen.

Maxine og Martin fra 2.t
Maxine siger, at når hun bliver 3.g’er så håber hun da at 1.g’erne og 2. g’erne overholder de uskrevne regler, da det endelig er hendes tur til at få rampelyset. Og hun synes også at de uskrevne regler burde skrives ned, sådan så alle overholder dem.
Til gengæld synes Martin, at det er en åndsvag tradition, og at det på ingen måde fjerner fokus fra 3.g-pigerne, hvis en pige fra 1.g’er eller 2.g’er har en lang kjole på. Da han blev spurgt, hvordan han ville have det, hvis han kun måtte komme i shorts, sagde han, at han nok ville fryse lidt...

Christine og Signe fra 1.x
Begge piger havde hørt noget om, at der nok var nogle piger, der engang havde fået klippet i skørterne, men de troede nu ikke, at sådan noget kunne finde sted på HG. De kunne også forestille sig, at traditionen skyldes, at det var en fest for 3.g’erne og måske noget med noget magt og en form hierarki...

Nå, så hvad kan vi konkludere af det? Vi kan vist konkludere, at der ikke rigtig er nogen der har styr på noget. Dog virker det ikke som om, at der er en egentlig konsekvens, hvis man tager en liiidt for lang kjole på til Galla... andet end et par sure blikke hist og her. Der er heller ikke rigtig nogen der ved, hvorfor vi egentlig har de her Galla-regler, men et par gange blev det nævnt, at det nok var en form for magtbalance, der skulle demonstreres. Vores kære rektor siger godt nok, at vi her på HG ikke har den slags hierarki blandt de forskellige klassetrin, men det glemmer vi vist en gang imellem, når det bliver tid til Galla...
Pigerne skal vist heller ikke være bange for, at miste drengenes opmærksomhed, hvis der er andre tøser med lange skørter. Jeg snakkede forresten med en anonym kilde her på skolen, der mente at jo kortere kjole jo bedre, ja alt over brystet var faktisk at foretrække.
Og så er der da også lige ligestillingsdebatten: Hvorfor gælder reglerne kun for pigerne? Jeg tror, at vi er mange, der gerne ville se drengene i shorts og knæstrømper til næste Gallafest.



Amanda Andersen

Ingen kommentarer: