Kapitel 5
Døren er låst! For fanden da! Jeg rusker i dørhåndtaget, som ser gammelt ud, men det giver sig ikke en tomme. Irriteret står jeg og glor dumt ind i væggen, mens jeg prøver at tænke. Det kan ikke nytte noget at blive her, og jeg kan ikke gå tilbage, for der var jo også låst...
Til begge sider stryger landskabet forbi, og jeg kan langt væk til højre ane den gryende dag. Solopgangen bader alting i et umærkeligt diskret lyserødt lys, og det er ikke nær så mørkt. Så beslutter jeg mig.
Med begge hænder tager jeg fat i dørkarmen, sætter venstre fod på dørhåndtaget, finder støtte og løfter mig op, så jeg kan tage fat i et bræt, der er sømmet op på bræddevæggen. Ca. 30 centimeter længere oppe ender væggen der, hvor der skulle have været et tag, men det mangler, og derfor antager jeg at kunne hoppe ind i vognen oppefra. Ligesom jeg gjorde da jeg sprang fra broen.
Men hvordan kommer jeg derop? Afstanden er lige præcis for stor mellem mine udstrakte arme over mit hoved og bræddernes top.
Så opdager jeg et søm, der sidder fast i træet til højre. Det er tyndt, det er rustent, men jeg er desperat. Jeg fører min højre fod op til sømmet, prøver det tøvende og hæver mig dernæst med en hurtig bevægelse op med armene, mens jeg fjerner min vægt fra håndtaget. Jeg strækker den ene arm og får med fingerspidserne lige akkurat fat i den øverste del af et bræt, jeg strammer grebet og får fat med den anden hånd også. Så hæver jeg mig op, samtidig med at de første spæde lysstråler fra solen rammer mit ansigt.
Jeg sætter mig overskrævs på væggen med fronten mod solen, og mærker den kraftige blæst i siden, der kommer af togets enorme hastighed. Så langt øjet rækker, når jeg kigger lige ud, med siden til kørselsretningen, kan jeg se stier og veje fyldt med... lygter? Der bevæger sig?
Lidt efter opdager jeg at lygterne sidder på cykler, og det er børn i alle aldre, som træder i pedalerne. De fleste cykler i små klynger, og for mig ligner det de sludrer og griner, mens de kaster flygtige blikke rundt omkring på deres omgivelser. Andre drøner afsted alene, i en konstant spurt, fremad, fremad, fremad, som om de skulle nå noget og ser vilde ud i hovederne, men der er også nogle, der cykler laaaangsomt med et mut ansigtsudtryk. Et par få steder er børnene stået af cyklen og ser fortabt frem for sig eller sidder og græder i græsset i vejkanten.
Ingen tager tilsyneladende notits af det lange, hurtige lokomotiv, der skærer sig igennem landskabet.
Jeg drejer hovedet mod den bageste hale af toget. Til min store overraskelse ser det ud til at vognene bare fortsætter og fortsætter. Og dog virker det som om hver vogn er en smule mere faldefærdig end den forrige, som om toget langsomt ældes jo længere væk fra selve lokomotivhuset det strækker sig.
Så kigger jeg til den modsatte side. Vognene længere fremme har det smaragdgrønne skifferagtige tag på, jeg så glide afsted under mig fra broen. De ser velholdte ud.
Jeg springer over på den anden side af den låste dør, og bevæger mig fremefter.
Ophobet ragelse tænker jeg, mens jeg baner mig vej igennem alle de gamle ting og sager, først i denne vogn og også i den næste, som jeg ikke har været i før (døren var gudskelov ikke låst!).
Inden jeg når den næste dør, som leder ind til den første vogn med tag, kommer jeg pludselig til at tænke på, at alt rodet minder om mit værelse, og jeg ler højt. Stilhed. Den konstante latter og de muntre stemmer, som jeg svagt kunne høre tidligere og som var taget til i styrke, efterhånden som jeg bevægede mig fremefter, er pludselig forstummet.
Togets monotone TOK-TOKKE-TOK lyder højere uden baggrundssnakken. Det er uhyggeligt. Det minder mig om, hvor absurd det hele er. Jeg lammes af frygt. Kommer de om lidt brasende ind af døren foran mig, efter at have hørt min latter? En lille klynkende lyd undslipper min hals, da jeg pludselig kan høre stole skrabe mod gulvet, og et øjeblik efter et nøglebundt rasle. Om lidt kommer de! DE LÅSER OP NU!
_________________________________________________________________________________
Et gemmested! Hurtigt! Vi må da gemme os et sted! Hvad skal der ikke ske med os?!
Spor...
