fredag den 28. februar 2014

Morgensamling ved 1.a


Vi startede som så ofte før med Kronborgvalsen, hvor der blev sunget og stampet godt igennem. Så blev vi introduceret til et helt nyt koncept - Et morgensamlingsudvalg! Det er nu fem af skolens elever der vil stå for administration af morgensamlingerne, så hvis i har nogle indput til kommende morgensamlinger så er det altså Alma Tjalve, Frederik Tjalve, Ruben Schiller, Klara Kadziola eller Emilia Achilles, i skal kontakte.

Så blev "den hemmelige stol" udtrukket og det var  Julie der vandt en 'dagens ret'. Endnu en god grund til at møde om til morgensamlingerne - hvis du er heldig kan du vinde gratis mad!

Kristian takkede gæsterne fra Great Valley, og SÅ blev det ligepludseligt alvorligt! For nu skulle der pludselig snakkes om HASH - åh-åh! Men vent! Kristians budskab var at hash ikke skulle være et tabu! Altså han mener ikke at du bare skal ryge løs, hvis det er det, du tror. Han mener, at hvis du er en af dem der kan lide at ryge løs, eller hvis du kender nogle der betegner det som deres "fritidsinteresse", så skal du altså snakke om det. Bare med nogen, ligemeget hvem! Din mor, din dansklære, din søster, din studivejleder, din hund... bare en eller anden, så vi kan komme det her problem til livs. Det var sådan i store hele Kristians budskab.

Operation dagsværk  havde en god nyhed! Vi tjente 53541 kr. ved sidste Operation dagsværk-dag!!

Ole Jelby og alle os andre sagde farvel til Carolina som har hjulpet til i spansk, og som vi kommer til at savne rigtig meget! Alle jer tyskere og franskmænd, i ved nok ikke hvem jeg taler om, men det er altså jeres egen skyld...

(trommehvirvel) Trommestudiekredsen havde et vigtigt budskab! - Meld jer til! De har brug for jer. rigtig RIGTIG meget! Og i bestemmer næsten helt selv, hvad og hvordan i skal slå på de trommer. Så har du lidt damp, eller er du et musikalsk geni, hvorfor så ikke prøve trommestudiekredesen? Nå jo, de har også kaffe og kage...

Frikvatersudvalget havde noget at sige om en (bord)foboldfinale og en kat:
Onsdag er der kvartfinale og torsdag er der semifinale. Det hele rundes af med den store finale i festsalen på scenen med webcam og skærm, det sendes altså LIVE, så alle kan følge med, også jer på de bagerste rækker!
Tirsdag skal der slås katten af tønden ude i gården! Puha, vi for et travl uge!

Nå ja, og der er kun en uge til fastelavnsfesten og i skal bare komme, bare fordi det er "Go' stil HG" lød det fra festudvalget. Så, jeg tør i hvert fald ikke rigtig at lade være...

Og så var vi snart ved at være til vejs ende ved den længste morgensamling jeg nogensinde har været vidne til, men vi skulle lige have 1.a underholdning med først! De havde været meget kreative, så det var stopdans der stod på skemaet. Godt nok gik næsten hele salen (måske ikke så GO' stil HG?) men jeg og en håndfuld andre blev. Jeg indrømmer gerne at jeg ikke kunne klare presset, konkurrencen var simpelthen for hård, så jeg røg ud og jeg ved faktisk ikke hvem der vandt?! Men i hvert fald, stort tillykke til den heldige vinder! Jeg er sikker på at du dansede rigtig godt (og længe)!
Jeg giver 1.a 3 stjerner, og så lige en ekstra, bare fordi jeg kan og fordi at de i virkeligheden fortjente seks stjerner, da det kunne have været den fedeste morgensamling EVER, hvis alle var blevet og danset. Derfor giver jeg også alle der blev, en ekstra gylden stjerne, så resten kan gå og være misundelige, og måske endda have lyst til at være med næste gang der skal danses til en morgensamling. For det kunne være AWESOME!

onsdag den 26. februar 2014

Update: HG-mesterskaberne i bordfodbold

1.- og 2.- turnering af Bordfodboldmesterskaberne er nu ovre. Der er blevet kæmpet hårdt og brutalt, og dystene har ofte været ultra tætte. Info om konkurrencen:

22 hold startede med at melde sig til, hvoraf 12 hold gik videre til 2. turnering, spillet d. 25-26 feb. Lærerholdet gik ud, og ligeså gjorde de sidste 3.g'ere- er de mon i dårlig form? I hvert fald er der nu kun 1.- og 2.g'ere tilbage i mesterskaberne.
Det kan afsløres at der er mange gode hold, og for hver runde bliver kampene stadig mere hede og intense. I 2. turnering kom der musik og popcorn på, og den kødrand af mennesker, som til at starte med ikke bestod af flere end et par stykker, er nu vokset, og arenaen begynder så småt at ligne en boksering.

Se statustavle for  passerede og kommende bordfodboldmatches:

Både målscore og kampintensitet vil blive noteret fra kvartfinalen, og opdateringer vil komme her på bloggen.

Præmier
1.præmien er en dagens ret i kantinen + kaffe og kage til hver spiller. Tilmed udformes et indrammet diplom, der skal hænge nede ved bordfodboldbordet for tid og evighed, hvorpå der vil stå 'Ubesejrede vindere af HG-mesterskaberne i Bordfodbold 2014'. Billede medfølger, hvis det ønskes.

Billeder
Turneringsrundernes sidste kamp blev fotograferet onsdag (se nedenfor). Billeder fra hver kamp følger fremover.

Der følges nøje med.

Sveden springer af spillerne...

Koncentreret og fair spil sikres af frikvartersudvalgsdommerne.

Marco

søndag den 23. februar 2014

Ugens billeder




Her kommer ugens billeder, og jeg lover, at der ikke er nogen rød tråd!


Forårstegn!
HG's sejeste t-shirt!

OL-vinderen Eskild Ebbesen kom og holdt foredrag om motivation og sundhed

Det her er og bliver noget af det bedste jeg længe har set...






torsdag den 20. februar 2014

Dans le noir

Dans le noir 

På en sidegade i London ligger restauranten, som udadtil ligner en hver anden, men det er langt fra tilfældet. Den er nemlig henlagt i fuldstændigt mørke, så du med skærpede sanser får en madoplevelse for livet. I vinterferien besøgte nogle veninder og jeg denne interessante restaurant.    

En onsdag aften ankom vi forventningsfulde til Dans le noir, som ligger i hjertet af London.
Vi havde virkelig ingen idé om hvad det var, vi havde kastet os ud i.
Da vi trådte ind ad døren, blev vi mødt af en medarbejder, som bekræftede vores reservation og gav os valget mellem 4 menuer: Vegetar, fisk, kød og den eksotiske. Vi følte os ikke vovede nok til at kaste os ud i den eksotiske, da vi havde hørt at tidligere gæster havde fået serveret zebra (man får først at vide, hvad man har spist bagefter)
Så vi tog den sikre kød-menu.


Vi blev ført ned ad en gang, hvor vi blev mødt af en mørkhudet, lille, rund mand ved navn Gaul, han var vores blinde tjener for aftenen.
Med hænderne på hinandens skuldre, blev vi ført ind i mørket, hvilket var lidt grænseoverskridende, da man bare blive nødt til at stole fuldstændig på Gaul til at føre én sikkert til bords. Men til bords kom vi, og blev bedt om at orientere os om, hvad der var på bordet foran os. Det hele var en smule klaustrofobisk til at starte med, da det var så bælgravende mørkt, at man ikke engang kunne se omridset af sine egne hænder. Det eneste vi var klar over var, at rummet var stuvende fuldt af mennesker, og at en flok kineserere var blevet placeret ved siden af os. De skulle senere få glæden af at høre os skåle på 10 forskellige sprog.
Alligevel efter at der var gået 5 minutter havde kroppen på en måde vænnet sig mørket, og man følte sig underligt afslappet.

Vores hovedret var en blanding af forskelligt kød, sovser og grøntsager, mens vores dessert var noget der smagte som citronfromage.
Smagene var utrolig intense, det er vildt hvor meget ens andre sanser kompenserer, når man mister synet. En af de fantastisk rare ting var at man for en gangs skyld, ikke skulle bekymre sig om hvordan man så ud mens man spiste, fordi at man jo selvfølgelig ikke kunne se hinanden.
Det er det perfekte sted til en første date! Man ville bare kunne slappe af og koncentrere sig om at snakke sammen. Mørket tillader nemlig én at føre meget friere og ærligere samtaler, da man i mørket tør tale om ting, man ikke ville gøre i dagslyset.
Ved vores bord blev de fleste grænser da også brud,t når det angår samtale-emner, så vi var glade for at folk omkring os ikke kunne forstå dansk - forhåbentlig, ellers har de nok fået sig et godt grin ;)

Oplevelsen sluttede alt for hurtigt, og vi blev ført ud af det mørke lokale, som vi på en måde var kommet til at holde af. Og da vores øjne havde vænnet sig til lyset, blev vi præsenteret for, hvad vi havde spist.
Som i kan se var det: And med chokoladesovs! Okse med skinke og perlehøne med mangosalsa. 
Det lyder måske som en underlig kombination, men det smagte fantastisk!
Desserten var citron posset (lidt ligesom fromage) med ingefærkiks.

Alt i alt var det en fantastisk oplevelse, som jeg vil anbefale til alle, der får muligheden for at prøve det. Hvis det ikke allerede står på jeres bucketlist, skal den skrives på!
Her kan i se hvor deres restauranter ligger :)

Så for fremtiden tror jeg at flere af mine samtaler og middage skal foregå ikke mørket, det redder én for alt akavetheden, og tillader én at slappe af på en måde der ikke er muligt i dagslyset.
Så er i med mig?!


Bonus fact: Hvis du had set kærlighedsfilmen "about time" med Rachel McAdams og Dohmnall Gleeson, vil i opdage at det er denne restaurent der bliver brugt i filmen!


Har du lyst til at dele nogle af dine egne oplevelser med resten af gymnasiet? Send bloggen en besked på facebook om din idé og blive engangsgæsteskribent i dag!

Sarah






onsdag den 19. februar 2014

Ugens HG'er x 4!

I dag er bloggens vinterferie slut og vi skyder en ny omgang artikler i gang. Det første indlæg er stort og flot og handler om 4 smukke, søde og sjove piger fra 3.v.
----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
---Fra venstre: Amanda, Mie, Freja og Lulu---
Vi står i entreen mellem lokale 40 og 41 og småsludrer. De 4 piger er gået med til at deltage i et kort eksklusivt interview i spisefrikvarteret med bloggens udsending, og de er selvsikrer og knivskarpe. Jeg erfarer hurtigt at man må være hurtig og rap i replikken, hvis man skal være med i deres rivende talestrøm og mere eller mindre spontane og umotiverede, men skægge latteranfald. 

En åben civiltilstand
Jeg tænder for recorderen. "Spændende!", udbryder Mie, og kommer derved med interviewets første replik.
Så kaster jeg mig ud i dristigt at spørge om hvorvidt de har kæreste på eller ej?
"Janej", siger de i munden på hinanden.
"Freja og Mie er singler, mens Amanda og Lulu har kærester", forklarer Freja.
"Men det er jo ikke, fordi vi ikke er åbne for andre muligheder", bryder Lulu bestemt ind.
"VI ER ÅBNE FOR ANDRE MULIGHEDER", nærmest råber Amanda ind i mikrofonen, så det hviner i højtaleren, da jeg senere hører optagelsen, "Vi er til åbne forhold... med hinanden!", uddyber hun grinende. Det må jeg nok sige.
'Er I så sådan nogle, som kommer til festerne?'
"JA!", siger de og Lulu og Amanda fortæller at de også er med i festudvalget.
"Altså jeg var nok mere en aktiv bruger af festerne i 1.- og 2.g, men jeg er stået lidt af i 3.", indrømmer Freja dog, men de andre siger at hun stadig kommer af og til.

Ædedolke og rigtig gode veninder
'Og I 4 er så tydeligvis rigtig gode veninder?'
"Ja, helt klart!"
Jeg hentyder diskret til den mulighed at der ellers kunne være en opdeling i den lille gruppe, siden Amanda og Lulu har kærester og engagerer sig i festerne, mens Mie og Freja er mere de forsigtige typer...
"High five!", råber Lulu straks og stikker Amanda klør 5, der rutineret returnerer den med et ordentligt klask og et kast med hoved. "Jaer, men det er nok sådan det hænger sammen", siger hun drævent.
"Det er lidt ligesom de der teenagefilm, hvor der altid er to, som er seje og får gode karakterer og er pænest." siger Lulu.
"Og så er der så os andre, som følger med bagved. Vi er bare lidt fyld." siger Mie og de andre griner. 

'Apropos fyld, hvad er jeres livretter så? Har I noget I fortr...', jeg når ikke længere, før jeg afbryde:
"SHAWARMA!" skråler Lulu. Hurtigt bliver de dog alligevel enige om at spaghetti med kødsovs må være det allerbedste. Selvom Mie engang spiste 10 rugbrødsmadder på en dag.
Men ligemeget hvad, så er disse kvinder fuldstændig ligeglade med deres vægt. Eller... De trækker lidt på det.
"Altså jeg gør i hvert fald ikke." siger Lulu.
"Men det er også, fordi du er tyndfed," mener Amanda, "og hvis man sprætter Lulus mave op, så vil det bare vælte ud med fedt i stedet for blod." Nåda.

Drengepræferencer
Jeg springer til det mest interessante: 'Hvad kendetegner den perfekte mand?'
"Ej jeg siger Leonardo DiCaprio" kommer det fra Freja.
"Han skal bare være kærlig. Det er det vigtigste.", oplyser Amanda som de eneste kriterier.
"Jeg er faktisk ikke særlig kræsen." ubryder Lulu, "Jeg hopper sgu på det meste." 
'Betyder udseendet meget, synes I?'
"I starten, tror jeg. Det er det man bliver tiltrukket af," siger Mie eftertænksomt, "Men jeg tror aldrig helt man kan vide, hvad der sker og om man er til en bestemt type." 

Motto, fremtidsdrømme og toiletbesøg
Til spørgsmålet om hvorvidt pigerne har et motto i livet, fortæller de at det enten må være 'V for venner', 'Det skal sgu nok gå' eller 'Du ser godt ud i dag.', for det er vigtigt at kunne sige pyt og holde af sig selv. 
Men hvad skal der så ske til sommer? Pigerne bliver hvert fald ikke sammen, for efter gymnasiet vil Freja og Mie ud og rejse, Lulu vil lære fransk ordentligt og Amanda skal læse til læge.

Da vi skal tage et billede af dem finder de straks på at klemme sig sammen ude på toilettet og posere og så er pausen slut, så vi skilles og vender tilbage til noget af det mere trivielle faglige skolearbejde.

HG-bloggen siger tusind tak til de fire fantastiske piger for at de havde lyst til at medvirke i denne særudgave af 'Ugens HG'er'. Vi ses i næste uge!

Marco

fredag den 14. februar 2014

HG-productions presents

Vinterferie. Keder du dig? Ja? Så er du kommet til det rette sted! Gør klar til at stene film! Sæt dig til rette i lænestolen, sluk mobilen og æd nogle popcorn. 

Faktisk er der blevet lavet ikke så få små film på HG i de mange år, som gymnasiet har eksisteret. Elever har produceret dem i forbindelse med morgensamlinger, mediefag, introaftner o.a. Blogredaktionen har støvet nogle stykker op fra youtube.

Start ud med det lidt tørre og se de officielle videoer lavet for HG gennem tiderne. De er måske en kende langtrukne, men bare vent... det bliver bedre! 
Du kan nemlig også scrolle ned og se de faglige film. Det er nogle af de mediefagsproduktioner, som er blevet lavet i årenes løb. Ganske underholdende, ikke sandt? Hva'? Er du stadig ikke tilfreds? Javel ja... så læs artiklens sidste del...
Nederst finder du nemlig alle de sjove videoer. De videoer, som folk har grædt af grin over i festsalen til morgensamlingerne. Blogredaktionen tager dog forbehold for eventuelle kiksere.

De officielle- videoer lavet for at promovere HG udadtil:
1. Introaftenen 2013:

2.Video til udvekslingsstuderende i Kenya- hvad er HG for noget?

3. 3.g'ernes sidste skoledag 1968 (!)

4. Salsa-dag 2011


De faglige- Elevproducerede videoer:
1. 'Appelsinen'- mediefagsproduktion af Simone Minana m.fl  2013


2. 'Små detaljer' - eksamenspoduktion i mediefag af Oskar Konstanyner m.fl. 2011



3. Interview med elever sidste skoledag på HG i 2012


De sjove- Morgensamlingsvideoer:
1. 2.U's morgensamling 2010 (lad jer ikke narre af den lange intro)

2. 3.U's morgensamling 2012

3. 3.B's morgensamling 2012 (tryk på link- den er det værd!)

4. 2.v's morgensamling 2008 'The Bog Mogens Project'

5. 1.B's morgensamling 2013 'Ole Jelby- Mit HG'



Det var hvad blogredaktionen her i vinterferien lige har kunnet finde på YouTube. Lad os se om ikke der kommer en samling film igen en anden gang!

Marco

søndag den 9. februar 2014

Ugens HG-billeder

Det er det nye koncept, hvor vi rigtig kommer tæt på hverdagen på HG. Her kommer en række billeder taget i løbet af en forgangne uge.

1.
Det første billede viser en folkevandring til gymnasiet tirsdag morgen kl. 08.08. Elever fra alle mulige forskellige klasser går i små grupper ved siden af stadion, for at møde op til historie, fysik, old (lol), idræt eller andre mere eller mindre interessante fag.

2.
På billede nummer to ser vi græsk-latin og AP-læreren Sebastian Persson (SP) tale med en uidentificerbar elev onsdag efter 3. modul. Af måtten fremgår hvor i verden vi er. Desforuden foregår mødet i den naturvidenskabelige fløj.

3.
Livet på HG er ikke altid lige nemt. Fredag formiddag kl. 09.45 åbenbarede en tom festsal sig for de få forhåbningsfulde 3.g'ere, der eller havde ventet den sædvanlige morgensamling. I 10 min. sad 15-20 elever og ventede tålmodigt, men altså forgæves. Ak. På billedet på forreste række ses fra venstre mod højre Anna Kierkegaard 3.x, Sofie Kryger 3.z, Emilia Åtingsberg 3.x og Emilie Malmgren 3.b.

4.
Billede nr. 4 viser journalisten Amanda Andersen 2.t's skærm, fredag. Hvis du klikker på billedet og ser det i større format, så vil du kunne se at hun er meget glad. Hun har nemlig lige afleveret sin DHO! Tillykke til alle de hårdtarbejdende 2.g'ere, som har kæmpet med opgaven!


5.
Efter 4. modul fredag eftermiddag ses for enden af den nederste gang i den naturvidenskabelige fløj de aller sidste elever på vej ud af døren. På vej til VINTERFERIE! 


Til dig, kære læser:
Tænk på at gymnasiet lige nu står tomt og uberørt hen. Helt stille er der. Lyset er slukket. Ingen lektier. Ingen lærere. Hvor er vi elever henne? 

Send et billede til bloggen på facebook. Et billede, som viser noget af det netop du laver i din vinterferie og beskriv det med 3 ord i et hashtag (fx: #mormorerskøn). 
Hvis fotografiet er godt kommer det med i den næste 'Ugens HG-billeder'! 

Marco

fredag den 7. februar 2014

Det god stil HG! Karoline 1.b

Her kan du møde den altid smilende og imødekommende pige, Karoline fra 1.b, som idag er valgt som HG's gode stil!

Hvordan ville du beskrive din stil? 
- ''Jeg har en ret afslappet stil, komfortabelt med fine kanter'' Karoline tøver lidt ''Jeg synes det er svært at sætte ord på min stil, det kommer egentlig også an på hvilket humør jeg er. Jeg har for det meste mørke farver, jeg har aldrig noget spraglet, mønstret og farvet på. Jeg er mest til basic farver og holder min stil meget enkel og plain''

Har du et stilikon?
- ''Nej det har jeg ikke. Jeg bliver inspireret af dem omkring mig og hvad jeg selv kan lide!''

Hvad har du på idag?
Karoline har i dag - Læderstøvler fra Sixmix. Elastisk nederdel fra Moss Copenhagen. Kjole fra Malene Birger. Nylonstrømpebukser. Halskæde fra Pico. Perle øreringe som er et arvestykke. En ring som har været en gave.





Har du nogle mode tips?

- ''Følg dine intentioner, gå i det tøj du har lyst til at gå i! Jeg synes også at ens udstråling spiller en stor rolle i det tøj du har på, for eksempel, hvis du har noget tøj på du ikke har det godt i, kan det ses, så derfor skal du går i det tøj du føler for at gå i og det du har det godt i!'' Som i kan høre lægger Karoline meget vægt på at folk skal gå i det tøj de har lyst til og føler for! Karoline tilføjer med et smil ''Og man går aldrig galt i byen med sort!''

Hvor shopper du mest tøj henne?
- ''Lige nu er det ikke ligefrem at pengepungen brænder, men jeg køber mit tøj mange forskellige steder fra, jeg køber en del over nettet. Desuden kan man finde mange fede små butikker i sidegaderne i København, jeg kan godt lide at finde nogle ting som andre måske ikke har, noget unikt, i udlandet køber jeg også tøj. Altså nogle gange kan man finde nogle rigtig flotte billige ting, jeg køber for eksempel i Zara, men hvis pengene er til det kan jeg også godt finde på at købe nogle lidt dyre flotte ting. Men det er meget forskelligt også fordi jeg er meget kræsen når det kommer til tøj''

Jeg siger mange tak til smukke Karoline! Håber i kunne bruge nogle af de super gode råd Karoline er kommet med!

torsdag den 6. februar 2014

✮✮✮XY CAFÉAFTEN 21. FEBRUAR✮✮✮



KOM TIL XY-CAFÉAFTEN FOR BØRN OG ØLKANDER!!!

Det vil være en afterski fest ud over det sædvanlige. Det vil vælte med ølkander og hits fra vores allesammens barndom. Der bliver billig øl og friske bands, samt en DJ der vil få os til at danse, som havde nogen sat ild til vores alpehuer!
DET MÅ IKKE MISSES!
Kom til en fest, du ikke vil huske, men aldrig vil glemme!

- 2.x og 2.y



Tjek 2.xy's DUCKTHEATER reklamevideo hvis du ikke er overbevist, og meld dig til begivenheden på Facebook!
Må HG-caféaften-x.y-tyroler/afterskiparty-festånden være med jer! 

onsdag den 5. februar 2014

3.g i Sverige, Vallåsen, 2014

En hel dag kun med lange bakker, varme drikke, piger med fletninger og tonsvis af sne. I torsdags stod 3.g'erne på ski i Vallåsen. Er du 1.- eller 2.g'er, så glæd dig!

Kl. 06.40 mødtes klasserne og deres idrætslærere i færgeterminalen i Helsingør. Der var afgang 07.00, hvorefter alle ankom med bus fra Helsingborg til Vallåsen kl. 09.00. I et modul var der undervisning i at stå på ski og man kunne melde sig på enten begynder, let øvet eller ØVET. Man kunne også vælge snowboard. Undertegnede var på begynderholdet, ski, og lærte hurtigt at plove, hvad han valgte at futte rundt med resten af dagen.


  
God stemning:
her ses Thit og Andreas fra 3.c
Pisterne
En del HG'ere startede på den grønne og blå pist, hvor der var numselifts op ad bakken, men hurtigt valgte næsten alle at hoppe på 4 mandsliften, der tog én hele vejen op til toppen af den røde pist. Selvom det tog lang tid at komme op, så gjorde det ikke meget, for det var kun hyggeligt at sidde og snakke og se ud over hele Vallåsen. Der var to bakker, som desværre ikke var åbne, men det skulle snart vise sig at der alligevel var et væld af muligheder for at blive underholdt. Fra toppen af den røde pist kunne man nemlig vælge 2 veje- den ene var ikke så stejl, men til gengæld længere, mens den anden havde et kraftigere (og måske sjovere) fald. 


Det var et stort sted-
bakkerne var stejlerne end de her ser ud

HOP
Ude i siden af den stejle var der mange KÆMPESTORE hop, som man fik rigtig meget fart på af og selvom sneen var blød og det ikke gjorde meget at falde, så skulle man alligevel passe på, fordi der hele tiden drønede øvede forbi. Av hvor ville det gøre ondt at ramle ind i en anden skimand!
Snekanonerne blæste sne ud konstant på hoppene og gjorde sneen lidt blød og tyk, men det betød ikke så meget. 





    
4-mandslifterne. Der var langt ned!
Offpist! Bang!
På begge bakker fandt man snart ud af at der i siderne var små smalle veje, som førte ind i den dybe svenske skov. Det var ikke barnemad at komme helskindet gennem offpisterne, men det var spændende! På en af dem skulle man have nok fart på til at komme over en lille bakke, der viste sig at være et lille hop, så man at startede med at flyve ind i et træ. På et tidspunkt var undertegnede og 6-7 andre i en kæde efter hinanden inde på en af offpisterne og pludselig råbte den forreste "TRÆ!" og lod sig falde, for ikke at ramle ind i en stor træstamme, som var væltet og spærrede vejen. Ubehjælpsomt prøvede vi andre at bremse, men alligevel endte alle i en stor bunke oven på hinanden. Heldigvis kom ingen til skade.

Dagen samlet
Kl. 16.00 kørte busserne fra Vallåsen og det virkede på alle, som om de havde haft en dejlig tur. Der var mange, som var meget trætte og som straks faldt i søvn på stedet, mens andre sludrede og pjattede. 
Bortset fra en brækket hånd (ikke alvorligt) var der ingen uheld og forventningerne var blevet indfriet for de fleste. 
Se en video fra dagen her (det var ved at blive eftermiddag og den allersidste tur, hvorfor der ikke er flere mennesker på pissen):
Marco

mandag den 3. februar 2014

Tips til den fattige HG'er

 Er det først på måneden og lommerne er stadig tomme? Frygt ikke! HG-bloggen vil lære dig, at du sagtens kan have det sjovt uden at spandere alle dine surt sparede lommepenge!

Åh-åh!
Du har brugt al din løn på nye smarte klude, men nu har du intet sted at hænge dit tøj, for skabet er helt fyldt op! Du har heller ingen penge til at købe et større skab! Alt i alt en kæmpe katastrofe; Nu ender alt dit smarte designer-tøj i krøllede bunker på gulvet!


"Hvad skal jeg dog gøre?!" Spørger du dig selv mens du river dig i håret...

-Bare rolig, jeg har en idé: Et hjemmelavet tøjstativ!




Dette gjorde jeg: Det er virkelig ikke særlig svært. Jeg tog ud i skoven og fandt en gren jeg syntes passede godt til formålet. (Det er vigtigt at grenen ikke er for tyk, ellers kan bøjlerne ikke hænge derpå) Jeg savede grenen til, da jeg kom hjem, vaskede jord og snavs væk og lod den tørre.  Så bankede jeg nogle søm i loftet, tog en snor og snoede den et par gange for at få det til at holde lidt bedre og bandt grenen op i begge ender. Nu ved jeg godt, at det ikke er alle, der har bjælker i loftet og lige kan hamre et par søm ind, og måske vil man godt have noget til at bære der er lidt mere holdbart end snor. Så er det en god idé at bruge kæder og kroge i stedet for, men så kan det altså også godt være at du skal have lidt hjælp af din handy mor eller far, medmindre du selv har mega meget styr på det der med at hænge ting op. Man kan også male grenen, hvis man synes det er flot, bare husk at det skal være noget maling der dur til træ.

Så, problemet er løst! Du er ikke blevet en krone fattigere og nu har du plads til at hænge alle de nystrøgne skjorter fint på rad og række! Heldige dig!


Amanda

søndag den 2. februar 2014

Ugens Billede

Vi vil prøve med lidt af ny serie inde på bloggen. Ugens Billede. (Eller billedeserie,) som vi udvælger sidst på ugen. [Alle er hjertelig velkommen til at sende deres forslag ind med deres Ugens Billede og hvorfor det forholder sig sådan. Ingen kvalitet af billede er påkrævet som I kan se.] Men her er mit bud på ovenstående; en hyldest til kulturværftet i andledning af 2.g'ernes DHO og de til tider yderst tålmodige bibliotekarer. Fortsat god Søndag.












3.U i Bruxelles

Bruxelles, 22.-26. januar

You can think of it as either an awful hostel or a nice prison”. Sådan lød beskrivelsen af det hostel 3.U skulle bo på under vores studierejse til Bruxelles. Forventningerne til hotellet var lave, men med den helt rigtige positive indstilling pakkede vi vores kufferter og drog af sted mod Kastrup Lufthavn. 

Eleverne fra 3.U skulle hver især booke flybillet, hvilket resulterede i, at nogle ankom til hostelet tidligt om morgenen og andre senere på eftermiddagen. Vi tjekkede ind, stillede bagagen på værelset og skyndte os derefter ud for at se, dufte og smage på Bruxelles. Der blev bl.a. spist moules frites, men også Belgiens helt store delikatesse (efter min mening) belgiske vafler blev indtaget med stor kærlighed og nydelse. På billedet ses en vaffel med jordbær, flødeskum og nutella.

Vi må nok ærligt indrømme, at værelserne lignede fængselsceller, men heldigvis skulle vi kun tilbringe tid derinde i sovende tilstand. I kælderen under vores værelser var der en lille bar, hvor vi tilbragte vores onsdag aften med store fadøl og et par glas Tequila Sunrise. 

Torsdag skulle vi være klar kl. 7:45, da vi havde et møde med EU-parlamentarikeren, Margrethe Auken fra SF. Efter et lille security check blev vi ført ind i et foredragslokale, hvor hun fortalte os om, hvad hendes arbejde i Parlamentet går ud på, og hvilke sager hun arbejder med lige for tiden. Hun skulle hurtigt af sted med flyveren, og vi tog bussen ud til NATO’s hovedkvarter. Selve bygningerne var ikke imponerende. Vi blev ført ind i et rum med en masse borde, hvori der var placeret mikrofoner og høresnegle. 3.U morede sig gevaldigt og talte om, at denne form for kommunikation burde indføres i HG’s klasselokaler, da det kun var muligt for én person at tale ad gangen. Efter 10 minutter trådte en velbygget mand ind og begyndte at fortælle om NATO’s formål, hovedopgaver og de udfordringer, der venter i fremtiden. Et spændende og informativt foredrag! 

Bagefter tog vi tilbage til EU-parlamentet og mødte en anden EU-parlamentariker, Søren Søndergaard fra Enhedslisten, der er imod EU. Han havde mange argumenter, og vi fandt hurtigt ud af, at han er en mand af mange ord. Måske lidt for mange ord til 3.U’s historielærers smag, der næsten under hele foredraget sad med lukkede øjne. Han udtaler dog, at han ikke sov, men der er flere fra klassen, der har modstridende beviser. 

Timerne fløj af sted, og det blev fredag. Denne dag stod på besøg i den danske ambassade, hvor vi hørte om, hvordan det er at arbejde på en ambassade, men også om Belgiens sprogstrid og historie. Om aftenen var der ”kulturel aften”, som oprindeligt skulle have været et besøg på Delirium, som er en bar fyldt med lidt over 2800 forskellige øl, men grundet semifinalen i håndbold valgte hele klassen at tage på sportsbar og se kampen live på storskærm. Aftenen endte igen i baren under vores hostel med fadøl og drinks.

Lørdag morgen startede vi ud med en fælles brunch på en nærliggende café, hvor vi bagefter havde nogle små elevoplæg, som vi skulle fremlægge på diverse udvalgte spots rundt omkring i indre by. Lørdag var vores sidste aften, så der besluttede vi igen at spise sammen. Vi tog på en græsk restaurant, som lå 100 meter fra hotellet. Her fik vi god og mættende aftensmad, før jagten på et diskotek startede. Vi fandt dog ”kun” en cocktailbar, hvor vi fik en drink eller to – nogle personer fik måske lidt flere end to glas… 
Ærligt talt var baren en smule kedelig, så nogle fra klassen valgte at tage hjem. Resten af klassen fortsatte nu jagten efter et diskotek, og efter en lille gåtur endte vi på You Night Club, som er lidt vildere end det vante Retro. Her blev der festet igennem natten lang, om det så var dansende på gulvet og bordene eller crowd surfing, så havde alle det sjovt. 

Hjemrejsedagen var kommet, og 3.U skulle tjekke ud kl. 10 søndag formiddag. Nogle var mere kvæstede end andre, men det hører sig også til på en studieturs sidste dag. Alt i alt har turen til Bruxelles været en lærerig og social tur – dette gælder både for elever og lærere. 

Klassen i EU Parlamentet

Emma Thers 3.U

lørdag den 1. februar 2014

Det' god stil HG! Sigrid 1.z

I denne uge har du mulighed for at læse om en HG-elev med en meget udpræget og unik tøjstil. Faktisk så unik, at ingen andre kan gå i det samme tøj. Sigrid Haugland fra 1.Z designer det nemlig selv.

Storsmilende og med et fast blik fortæller Sigrid om sin tøjstil. Hun går i dag (fredag) i brune støvler, har sorte Cheap Monday-bukser på, og bærer en sort top indenunder en grå og sort hjemmesyet jakke. Desuden har hun et blåt genbrugshalstørklæde om halsen.
"En hjemmesyet jakke!", udbryder jeg forundret, "Hvordan skal det forstås?".
Hun forklarer: "Derhjemme tegner jeg selv det tøj, jeg har lyst til at gå i, hvorefter min mor syer det for mig. Det har jeg gjort helt siden jeg var lille."

Tøjdesigner senerehen?
Sigrid har dog ingen ambitioner om at blive designer, når hun bliver stor, og betragter det mere som en fritidsbeskæftigelse at tegne sig eget tøj. Hun henter sin inspiration fra folk, hun ser på gaden, fra butikker og fra blade, hvorefter hun tager hjem med en god idé og finder ud af, hvordan hun kan gøre et par bukser eller en skjorte endnu flottere.
Tit og ofte tager hun i genbrugsbutikker og køber billige beklædningsgenstande, for at sy det om med sin mor og sætte det sammen på en ny måde.

Det blå genbrugshalstørklæde og den hjemmesyede jakke,
hvor de sorte ærmer og den grå vest er sat sammen, så
de sammen får et nyt og anderledes præg.
Meningen med tøjet
Jeg synes, det hele lyder sejt, og drister mig til at spørge, om Sigrid vil udtrykke noget særligt med sit tøj, og hvilke kriterier hun vælger sit tøj ud fra.
"Min tøjstil er nok lidt alternativ", svarer hun,"men jeg gør mig ikke rigtig nogen tanker om, hvilket udtryk jeg skaber udadtil gennem mit tøj. I virkeligheden tager jeg bare det tøj på, som bedst afspejler mit humør. Og det er meget vigtigt, at jeg har det fysisk godt i det, for tøjet skal være behageligt at have på."
Alligevel skifter hun tit til joggingbukser, når hun kommer hjem.
"Det kan være rart at tage noget fuldstændig afslappet på."

De sorte cheap monday bukser og
de brune sko matcher fint hinanden.



Lidt over standardmængden
"Hvor meget tøj har du egentlig derhjemme?", spørger jeg, "Vil du vurdere det til mere end gennemsnittet?"
"Altså jeg har ikke et helt walk-in-closet, men alligevel har jeg nok lidt mere tøj end standardpigen, tror jeg. Tidligere arvede jeg meget tøj fra min søster, som jeg kunne gøre med hvad jeg ville, men efterhånden har vi jo fået samme størrelse, så nu må jeg ud at købe tøjet selv."




Hår og råd
Man kommer ikke udenom Sigrids særligt flotte hår. Det er 5 år siden, hun valgte at gå ind til en frisør for at få det klippet. I virkeligheden har hun lysebrunt hår, men hun får det farvet lysere.
Til resten af HG: ligesom det gælder for det tøj, hun selv går i, mener hun, at det vigtigste er at føle efter, hvordan man befinder sig i sit tøj. Dernæst kommer, hvordan andre folk ser på en.

Det lyder jo ganske rigtig fornuftigt.

Blogredaktionen takker Sigrid mange gange for hendes medvirken i "Det' god stil HG!"


Marco