mandag den 15. september 2014

Månedens lærer: Signe Narp

Månedens lærer i september:

Ligesom alle 1.g´erne, er månedens lærer startet på Helsingør Gymnasium i august 2014. Hun underviser i samfundsfag og fransk, ville ønske hun kunne gå i joggingtøj hver dag og hendes yndlingsfarve er blå.

Byd velkommen til månedens lærer:

Signe Narp

Det er fredag, kl. 15.25, efter fjerde modul. Jeg spørger mig selv om, hvorfor jeg dog har valgt at dette møde netop skal ligge på denne tid?

Men som sagt så gjort. Min klasse og jeg har lige afsluttet en samfundsfagstime med Signe Narp, og mine kammerater nærmest løber ud af døren for at komme hjem.
Jeg tager min lydoptager og mit kamera op af tasken, Signe sætter sig overfor mig, og jeg starter interviewet:


Hvorfor underviser du lige i samfundsfag og fransk?    

"Jeg føler mig mest som samfundsfaglærer, det er ligesom mit hovedområde. Jeg har altid været meget interesseret i politik. Jeg har læst samfundsvidenskabelig basis på RUC, og så har jeg efterfølgende valgt at læse socialvidenskab. Jeg synes faktisk at alle dele af de samfundsfaglige discipliner er rigtig spændende, også økonomi, selvom jeg faktisk ikke har læst så meget økonomi på RUC. 
Da jeg valgte at læse fransk, var det mest, fordi jeg rigtig godt kunne lide sproget, der tænkte jeg ikke så meget på jobmuligheder. Så har jeg rejst en del i Vestafrika og brugt sproget meget. Men da jeg så begyndte at undervise i fransk, synes jeg, at det var vildt sjovt. Det er en god kombination både at undervise i fransk og samfundsfag, fordi det er meget forskelligt, man bruger forskellige metoder, og det er noget helt andet at skulle undervise i et fremmedsprog, end samfundsfag, der er meget mere begrebs- og teoritungt. Fransk er også meget sjovt, fordi man kan se elevernes læringsproces meget tydeligt."

Men det var faktisk ikke før midt i Signes studier, at hun valgte at blive gymnasielærer.

"Jeg rejste til Burkina Faso, da jeg holdt orlov fra studierne, og der fandt jeg ud af, at det ikke var den slags job, jeg ville have, sådan noget med at være udsendt for DANIDA. Jeg er mere et familiemenneske, og kan godt lide at være herhjemme. Jeg har også en mand, som ikke har så meget lyst til at bo i udlandet. Man har meget frihed som gymnasielærer, det er meget lettere at få en familie til at fungere med det job, og så har jeg altid godt kunne lide at formidle ting."

En flue kommer flyvende og forstyrrer et kort øjeblik vores interview. Jeg vifter den væk, og vil nu vide lidt mere om Signes interesser og hverdag.

Hvem er din yndlings forfatter? 

Jeg kan rigtig godt lide Ken Follet, især hans trilogi om verdenshistorien! Jeg mangler at læse den sidste, men den udkommer her d. 16 september, så det glæder jeg mig rigtig meget til! 

Signe har en meget bred musiksmag. Hun lytter både til klassisk musik, hverdags pop og gammel dansk musik. Men der er et radioprogram, som overtrumfer musikken.
Da jeg stiller spørgsmålet om yndlings radioprogram, føler jeg mig temmelig dum! Selvfølgelig hører hun rigtig meget P1! Det kunne jeg jo have sagt mig selv! Hvilken samfundsfaglærer ville ikke gøre det?

"P1 har så mange gode programmer, især P1-morgen!"   

Til morgenmad spiser Signe havregryn med mælk. Når hun dyrker sport, løber hun eller også cykler hun på mountainbike. Men da hun har to små børn, Viola på 2 år og Vitus på 6 et halvt år, er der ikke så meget tid.

En ting som man ikke lige skulle tro er, at Signe faktisk har spillet violin, siden hun var 4 år gammel, og hun kan ret godt lide at bage, men heller ikke disse ting er der specielt meget tid til i øjeblikket.


Hvordan er synes du det er at være på HG?

"Jeg er rigtig glad for det! Min fornemmelse indtil videre er, at det er rart, og der er søde kollegaer og elever. Der er en god stemning, og der er gode faciliteter, noget er måske lidt gammelt, men det er nemt at komme ind på HG, og der er et godt socialt miljø."

Hvis man vil få 12 i dine timer, hvad skal man så gøre?

"Så skal man være virkelig engageret. Man behøver ikke at svare rigtigt hver gang på det hele, men man skal have lavet lektier til stort set hver time. Det er et spørgsmål om engagement, og så skal man deltage hele tiden."

Jeg skriver mig det hele bag øret, og jeg vil anbefale alle læsere, som har Signe i enten samfundsfag eller fransk til nu at gøre det samme! Er det gjort? Godt, vi går videre!

Da jeg spørger, om Signe går op i mode og tøjstil, får jeg et meget overraskende svar:

"Nej, jeg går meget lidt op i tøj og mode!
Men jeg kan godt lide at se ordentlig ud, især når man står foran en flok 16, 17, 18 årige elever hver dag, tror jeg det er ret vigtigt. Jo yngre lærer man er, jo mere skal der til for at skabe en lærerrolle, og få noget autoritet for at kunne styre tropperne. Man kan f.eks. tage en jakke på som denne" 
Signe fremhæver sin mørke jakke ved at tage fat i den
"Jeg ville ønske at jeg kunne gå joggingtøj altid, men det kan man altså ikke i det senmoderne samfund. Derfor er det dejligt at min mand går op i tøj, så han er god til at købe noget godt til mig i gave"


Gad vide om Signe egentlig har en god scorereplik?
Men nej, hun har ikke direkte en replik, og det er meget længe siden, at hun faktisk har scoret nogen, eftersom hun har kendt sin mand lige siden hun gik ud af gymnasiet som 18-årig. Hun har simpelthen ikke haft brug for det, men hun anbefaler, at det nok er bedst at spørge om noget reelt, så man får mulighed for at lære personen at kende, for en scorereplik er ofte lidt plat.

Jeg begynder at pakke mine ting sammen, og spekulerer på hvad Signe mon skal efter interviewet:

"Nu er det jo fredag, og når man er i en børnefamilie, så skal man selvfølgelig købe fredagsslik, spise noget god mad og se disneysjov. Det er en rigtig familieaften, og jeg vil helst ikke skulle noget om fredagen! Det er virkelig bare en dejlig dag!"


                                                                                                                                                 - Maria

Ingen kommentarer: