Afsnit 12, 13, 14, 15, 16

Afsnit 12

 Nislas vækkede de andre, jublende af glæde. "Der er morgensamling i dag!! Det er musikklassen som skal underholde, og de vil trodse forbuddet om at afholde underholdning!"

20 minutter efter

De fire nisser fandt fire pladser forrest i salen og så forventningsfuldt på eleverne fra 2. c, en dreng rejste sig og sagde "Vi her i 2.c vil nu fortælle en rigtig julehistorie!" Der blev stille i salen. Eleverne kiggede på hinanden. Julcob hørte en hvisken fra sin sidemand "Det må de da ikke! De bliver straffet!"
Men lærerne gjorde ikke noget og 2.c begyndte:

Her følger så 2.c´s morgensamlingsunderholdning, historien er skrevet af Harald Toksværd og vi her på bloggen er meget beærede over at kunne udgive den i forbindelse med vores julekalender

Det var en mørk december-morgen, og Ole Hjelby sad på sit kontor og rettede tysk-opgaver.

 ''Sådan bøjer man ikke heisen!'' udbrød Ole og gnækkede for sig selv som hans røde kuglepen kærtegnede papiret. Han havde sin yndlings-nissehue på, og der var intet, der kunne gå galt.

 Men pludselig brød døren op, og der stod Ulrik med tårerne trillende ned af kinderne.

 ''Ole! Du må hjælpe os,'' råbte han, som han faldt på knæ i døråbningen. ''De ryger på skolens område! PÅ SKOLENS OMRÅDE!''

 Ole rejste sig straks op fra sin særligt designede ergonomiske kontorstol og lagde en hånd på den sammenkrøbne Ulriks skulder.

 ''Haben sie keine Angst, Bürger. Julehelten Ole er på sagen.''

 Ole gled lynhurtigt ned i sine fodformede julesutter og placerede de halvmåne-formede hurtigbriller på sin krogede næseryg. Intet kunne stoppe ham nu.

 Hans alenlange ben bar ham med julens hast ned mod rygerstien, og dér stod de.

 Seks mand stærk var de, en bunke utilpassede, ildelugtende 2.g'ere med kræftpinde i mundvigen og bumser op og ned af anklerne. Ole løftede en veltrænet pegefinger og spændte sine biceps.

 ''I julens navn, så stopper I!'' råbte han af sine lungers fulde kraft. Teenage-banden grinede bare, og den tykkeste af dem alle stillede sig foran de andre.

 ''Hvad vil du gøre,'' sagde han med sin høje, postpubertære stemme. ''Give os fravær?''

 ''Ich schlimmer als das tun können, Alter,'' svarede Ole og cirkelsparkede den ungdomskriminelle kræftpatient i hans grimme, grimme ansigt. Som han bed i græsset gjorde de andre unge klar til kamp.

 Ole tog langsomt men sikkert sine hurtigbriller af, og kiggede de unge regelbrydere i øjnene.

 ''Rauchen kann tödlich sein,'' sagde han, og hev sin jule-nunchaku op af lommen.

 Den forreste ryger gik til angreb, og med et hurtigt slag brækkede Ole hans kraveben og greb den stadigt glødende smøg ud af luften.

 ''Rygning kan skade dig og dine nærmeste,'' sagde han og skoddede cigaretten i panden på en bumseplaget hippie med fedtede dreadlocks.

 Lynhurtigt gjorde Ole kål på de resterende rygere, og stod til sidst højt hævet over deres blødende og klagende kroppe. Han var klar til at rapportere tilbage til den knuste Ulrik da han pludselig hørte en mærkværdig lyd fra cykelskurene bag ham.

 ''Wer ist da?'' råbte Ole, og stillede sig endnu engang i kampposition. Men det viste sig hurtigt at være unødvendigt, da en lillebitte mand kom humpende ud fra bag en skrammet og billig knallert og faldt om for Oles fødder.

 Ole løb straks over til den lille mand imens han tørrede rygernes nikotin-befængte blod af i sin sorte turtleneck.

 ''Fortvivl ikke, lille mand. Julehelten Ole er her,'' sagde han og knælede foran den rødklædte dværg.

 ''Jeg er ikke en mand,'' sagde den lille mand. ''Jeg er en..'' han hostede. ''En... nisse.''

 ''Ligesom juledæmonen Krampus?'' spurgte Ole.

 ''Nej,'' svarede nissen. ''Ligesom Will Ferrel.''

 Ole så skuffet ud.

 ''Men du er manden, som legenderne taler om,'' hviskede nissen. ''Ole Hjelby... den Udvalgte''

 ''Ich bin der Mann den du suchst, kleine Will Ferrel. Jeg er Fraværstageren.''

 Nissen hostede igen, og holdt sig til brystet.

 ''Så må du hjælpe os, Julehelt. Julemanden er blevet taget til fange, og jeg er bange for, at der ingen jul bliver i år.''

 ''Hvilket monster ville dog stjæle Sanct Nikolaus?'' udbrød Ole.

 Nissen tog fat i Oles krave, og med sin sidste kraft svarede han:

 ''Christiansborg... monsteret fra Christiansborg.''

 Ole vidste hvad han måtte gøre. Monsteret fra Christiansborg kunne han ikke hamle op med alene. Han måtte samle sit team.

 Først kom Mikkel, manden med tusind 1.g'eres styrke. Han var at finde i sin nye idrætshal, hvor han bænkpressede psykologi-linje-elever og leverede idræts-relaterede oneliners.

 Derefter, Allan. Med sine hemmelige søvn-kræfter kunne han sende selv den mest ihærdige mat/fys-linje-stræber til drømmenes land.

 Og sidst men ikke mindst, Casper Bønneland, bedre kendt som Kaptajn Lambda, manden, der kan dividere med 0 og knække fysikkens love med et fingerknips.

 Med sit team samlet kunne Ole endelig tage af sted for at redde julen – men én ting var stadig usikker: Hvem var dog monsteret i Christiansborg, der havde kidnappet julemanden? Var det Pia Erobreren, den nationalistiske svøbe? Var det Joachim Støderen, den stærkeste idiot i folketinget? Eller var det.. nej, Ole kunne ikke engang tænke tanken til ende.

 Holdet af uovervindelige julehelte klemte sig sammen i Oles Fraværsmobil – en Volkswagen Bobbel fra '81 - og trådte sømmet i bund.

 På næsten ingen tid nåede den lille gruppe helte frem til Københavns højsæde, en fremtronende, grumt udseende borg med enorme sorte spir pyntet med ligene af de kontanthjælps-modtagere, der var blevet spiddet der. Som Ole og hans team steg ud af bilen kunne de se en enkelt lille mand med grånende hår, der stod midt på Rådhuspladsen og spiste af noget, der til forveksling lignede en skål tzatziki.

 ''Hvem dér?'' råbte Ole.

 Manden stillede straks sin tzatziki fra sig og stillede sig i en truende position midt på pladsen.

 ''Dit værste mareridt, Ole Hjelby,'' gnækkede den lille mand med let accent.

 Kaptajn Lambda gispede.

 ''Det kan da ikke være..'' sagde han med gru i stemmen, men Mikkel afbrød ham.

 ''Det er ham, Bønneland. Vores værste fjende, og tidligere kollega.'' sagde han.

 ''Nicolas,'' sagde Allan og Ole i kor.

 Den lille mand grinede højt.

 ''Længe siden, gamle venner,'' sagde han hånligt.

 ''Jeg håber ikke I har tænkt jer at befri Julemanden, for så skal I igennem mig først.''

 Ole kiggede resolut på de andre.

 ''Bereit zu kämpfen, Freunden!'' beordrede han og hev sin sylespidse røde kuglepen frem fra lommen.

 ''Giv ham fravær som han aldrig har drømt om!''

 De fire helte gjorde klar til kamp. Kaptajn Lambda reciterede lynhurtigt formlen for nitroglycerin, og en stråle klar væske fløj fra hans pande imod den lille græker, der med et svirp fra en digtsamling af Tove Ditlevsen parerede.

 Mikkel løb imod Nikolas med lynets hast, men blev stoppet af en kaskade af tzatziki fra den forhenværende dansklærers tupperware-bøtte.

 ''Ad for helvede,'' udbrød Mikkel og tørrede agurkesalat af ansigtet.

 Nikolas grinede igen.

 ''Toget kører, Ole!'' sagde han med sin pibende stemme.

 Ole kiggede kort på Allan og nikkede.

 ''Du ved hvad du skal gøre, Allan.''

 Allan kiggede ned på sin lommeregner, og så op på Ole igen.

 ''Det har været en ære at tjene med dig, Hr. Hjelby,'' sagde han og stak i løb mod Nikolas.

 Nikolas' arrogante smil blegnede da han så den stålsatte matematik-lærer tromle afsted.

 ''H-hvad har du tænkt dig, Allan,'' sagde han. ''Du ved godt, at dine ligninger ikke kan skade mig!''

 Allan tørrede en tåre fra sin øjenkrog og begyndte at råbe:

 ''Fotosyntese er en meget kompliceret proces, Nikolas; lad mig stave det for dig!''

 Nikolas' ansigt fyldtes med gru.

 ''Det kan du ikke gøre, Allan!''

 Men Allan løb bare videre.

 ''F-O-D-O-S-Y-T-E-S,'' råbte han, og tog afsæt med kurs mod grækeren.

 ''E!'' sluttede han og landede ovenpå den lille mand, der skreg i smerte.

 ''Sådan staver man det ikkeeeeee!'' var Nikolas' sidste ord, før de begge forsvandt i en eksplosion af dårlig grammatik og stavefejl.

 Ole og Bønneland tørrede sved af panden. Mikkel forsøgte stadig med agurkesalaten.

 ''Han vil altid blive husket,'' sagde Bønneland.

 ''Immer, alter Freund,'' sagde Ole.

 ''Men der er stadig ét problem,'' udbrød Mikkel da han var færdig med at få tzatziki ud af øjnene.

 ''Nikolas kunne ikke have stjålet Julemanden. Så klog har han aldrig været.''

 Ole kiggede tænksomt op på Christiansborg foran dem.

 ''Ich weiss. Men jeg ved også noget andet. Nikolas arbejdede for undervisningsministeriet.''

 Kaptajn Lambda gispede.

 ''Du tror vel ikke,'' sagde han.

 ''Jo,'' svarede Ole.

 ''Sankt Nikolaus er blevet stjålet af ingen ringere end det ondeste væsen i regeringen.'' han tøvede.

 ''Christine Antorini.''

 Pludselig lød en stemme fra den anden ende af pladsen.

 ''Så I har endelig regnet det ud, hva'?''

 De tre venner vendte sig om, og dér stod hun. Et bjerg af en kvinde, med bryster så store som rundetårn og en røv, der kunne knuse Amalienborg.

 ''Se dog ikke så overrasket ud, Ole,'' grinede den monstrøse minister. ''Jeg prøver jo bare at redde vores ungdom!''

 ''Verden har brug for Julemanden, Antorini! Du bist ein Schweinhund!'' svarede Ole, og tog hætten af sin røde kuglepen. Antorini grinede bare.

 ''Statistikken taler klart,'' sagde hun. ''Børn bliver mindre koncentrerede under juletiden. Det handler om konkurrence-dygtighed!''

 De tre venner sydede af vrede, som det uhumske kvindemenneske steg ned fra sin trone lavet af folkeskole-elevers dybfrosne tårer.

 ''Uovervindelige beskyttere af Danmarks lavest-rangerende gymnasium – til angreb!'' råbte Ole, og de tre venner gjorde sig klar til deres vigtigste slag nogensinde.

 En intens kamp fulgte. Mikkel kastede med spyd og kugler, Kaptajn Lambda smed omkring sig med formler og Oles jule-nunchaku glimtede i luften som han svingede den med Angela Merkels kraft. Antorini var dog en værdig fjende, og hendes reform-kræfter var nær ved uovervindelige. Efter så mange gymnasie-reformer at ikke engang Bønneland kunne tælle dem, lå de tre venner på den kolde, elendigt vedligeholdte asfalt og greb sig til hjertet.

 ''Alt.. for lange.. arbejdstider..'' pustede Mikkel.

 Antorini stillede sig endnu engang op på sin trone, og frem fra bag den hev hun en tyk, rødklædt mand med et langt hvidt skæg.

 ''Ho.. ho.. ho..'' hostede Julemanden.

 ''I har tabt, lærerskravl,'' hånede ministeren. ''Og nu får I lov til at se mig dræbe Julemanden.''

 Men Ole havde et sidste es i ærmet. Med stort besvær hev han sig på benene, og kiggede på sit ur.

 ''Haben sie etwas vergessen, Christine?'' sagde han, og pegede op på kvinden.

 ''H-hvad mener du?'' stammede hun tilbage.

 Et smil bredte sig på Oles læber.

 ''Klokken er kvart over fire. Dit pressemøde startede for et kvarter siden.''

 Antorinis smil blegnede.

 ''Nej... ikke det! Ikke det!''

 Og med sine sidste kræfter sagde Ole:

 ''Et.. hundrede procent.. fravær.''

 ''NEEEEEEEEJ,'' skreg Antorini og faldt på knæ, grædende som et såret dyr.

 Julemanden faldt til jorden som undervisningsministeren blødte ud, og Ole og kompagni kravlede over til ham for at løsne hans bånd.

 ''Du har reddet julen, Ole Hjelby. Du er i sandhed en rigtig helt,'' sagde Julemanden.

 ''Danke schön, Meister Nikolaus,'' sagde Ole.

 ''Det må være på sin plads, at du får din julegave lidt tidligt i år,'' grinede Julemanden. ''Sig mig, Hr. Hjelby, hvad ønsker du dig til jul?''

 Ole Hjelby kiggede ned på sine fødder, men slog så øjnene op og stirrede direkte på Julemanden.

''Giv mig Tyskland,'' sagde han.

 Og sådan gik det til at Ole Hjelby reddede julen og blev den nye rigskansler af Tyskland. Og ingen elev fik nogensinde fravær igen.

Helsingør Gymnasium – Godt at blive klog på.

------------------------------------------------------------------------

Nisserne jublede sammen med de andre elever og selv lærerne kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet. Måske bliver det en god jul?

Hvordan kan Harald fra 2.c være så god til at skrive? Hvordan kunne 2.c bryde forbuddet? Bliver det jul og kan rensdyr egentligt flyve?

Læs videre i næste afsnit!

Afsnit 13

Det var ikke før ved 11-tiden nisserne stod op. Det var jo lørdag morgen, så hvorfor ikke? Nislas havde brugt det meste af natten på at berette om, hvor fantastisk det band, han var kommet med i var. Det var ikke før Julcob var begyndt at savle på Sneas nissehue, så stoppede han fornærmet og gravede sig godt ned i soveposen med drømme om verdensturne.

Granila havde drømt nogle underlige drømme, hvor Snea var lusket væk fra dem om natten og havde været på hemmelige missioner. Men nu skulle de i tøjet, for en udsending fra julemanden kom på besøg i dag. 

Snea for rundt for at rydde lidt op og Julcob bagte småkager med Nislas, som sin hjælp til at stikke kagerne ud i sjove former. Granila sad mest bare og skrev på deres rapport, men ud af øjenkrogen holdt hun skarpt øje med Snea! Hun kunne ikke få sin drøm ud af hovedet.

Kl. 13 bankede det på og ind kom en høj nissepige. Hun havde en iPad under armen, havde et tjekket nissesæt på og kiggede nedladende på dem, da hun trådte ind. Hun så sig omkring og himlede opgivende med øjnene, da hun så drengenes kager. "Hrmm...." Hun rømmede sig og sagde så med en kommanderende stemme " I er så de uduelige nisser?" De krympede sig under hendes blik, men Granila mandede sig op og rakte hende rapporten "Her har du vores rapport! Vær venlig så at gå, vi gør vores bedste og har meget travlt! Farvel!" Granila smækkede døren lige i hovedet på udsendingen, vendte sig mod de andre og sagde "Skal vi så få set på det sne i kontoret?"

Hvem var udsendingen? Hvorfor drømmer Granila mærkelige drømme? Kan Julcob bage? Skal Snea ikke vaske sin nissehue?

Læs videre i næste afsnit!!  

Afsnit 14:

Luften var klar, solen skinnede og det var søndag. Men hos vores fire nisser var der absolut ikke hverken julet eller søndagsagtig stemning. Alle virkede fjerne, opgivende og bare ret sure. De skulle ned på kontoret og se nærmere på det der mystiske sne.

”Okay! Vi skal til bunds i det her. Se her, jeg tager et papir og skriver alt det ned, som vi ved om det.” Nislas tænkte på, at Granilla altid gik så systematisk til værks. ”Hmm… Det smelter i hånden, men ikke her på kontoret, det er hvidt, det er koldt…” Nislas, der ellers var rigtig stolt af sit bidrag fik et hånligt blik af Granilla. ”Ja, uha! Skarp analyse Nislas! Vi skal ligesom lede efter ting, der er mærkeligt ved det!”. Nislas vendte sig om, og blev lidt rød i hovedet, og skulle lige til at finde på et godt svar, da en fik en våd, kold snebold lige i nakken. Han snurrede rundt og så, at det var Granilla, der havde kastet. Det tog lige lidt tid, før han fattede, hvad der skete. Men så grinede Granilla højt og hjerteligt. Eftersom Nislas var kåret ni gange som ubesejret mester i sneboldkamp var han hurtig til at lave en snebold og kaste den lige i hovedet på hende. Der var stille i ca. to sekunder, hvorefter de fire nisser begyndte at råbe og skrige og kaste med snebolde. Det var ikke helt det, der havde været meningen, men deres ultra-seriøse sne-analyse havde forvandlet sig til en ultra-seriøs sneboldkamp.

Senere, da stemningen var meget bedre og de alle var blevet gode venner, sad de og diskuterede, hvad de skulle stille op. De var ikke kommet tættere på et svar, men alle var i meget bedre humør, og Nislas havde en fornemmelse af, at det også var ret vigtigt.

Kan nisserne blive ved med at være gode venner? Er godt humør virkelig lige så godt som resultater? Er mester i sneboldkamp en rigtig titel? Hvad er det for noget sne? Hvad er der galt på HG?

Afsnit 15:

Granilla sov uroligt. Hun drømte de sære drømme. Snea listede sig – mens de andre sov – ud af døren uden at kigge tilbage. Granilla vågnede. Hun så over på Sneas sovepose. Den var tom! Hun vendte sig forsigtigt uden at larme, og kiggede på døren. Synet fik hende til at stivne, og hun kom med et lille gisp. Præcis som i hendes drømme listede Snea sig ud af døren. Men denne gang var Granilla sikker på, at det ikke var noget hun drømte. Hun besluttede sig for at følge efter hende.

Granilla, der aldrig havde været mere bange i hele sit lange nisseliv, stod og gemte sig bag en dør. Hendes mistanke havde være rigtig: Snea låste sig ind i bogkælderen, men lukkede ikke døren efter sig. Granilla fulgte efter. Snea var i gang med at åbne den samme lem, som de havde åbnet et par dage før. Granilla undrede sig over, at Snea kunne finde frem i mørket, og hun havde en uhyggelig fornemmelse af, at det ikke var første gang, hun var hernede. Snea skulle til at kravle ned i lemmen, da deres øjne pludselig mødtes. Begge piger stivnede.

Hvad sker der for Snea? Er det noget, Granilla drømmer? Er der ikke en lampe i den kælder? Hvor gamle mon vores nisser er? Hvad er der galt på HG?

Afsnit 16:

Nislas vågnede med en følelse af, at der var noget, han manglede. Han nåede at blive helt nervøs, indtil han opdagede, at det bare var hans ene strømpe, der var røget af. Så fangede hans næse lugten af noget. Han kunne ikke helt sætte fingeren på, hvad det var, men det mindede om barndom, og det duftede godt. Han satte sig op. Samtidigt tog Julcob tog søvnigt sine briller på. ”Jamen er det monstro frisklavet varm kakao, og ristet brød, jeg kan dufte”. Begge drenge var pludseligt meget vågne. Snea havde stået tidligt op, og lavet morgenmad til dem. Lidt senere, da de sad og spiste, løftede Nislas pludselig hovedet. ”Jamen hvor er vor kære lille Granilla dog?” De så meget brødebetyngede ud alle sammen, for der var ingen, der havde skænket Granilla den mindste tanke. Snea sagde, at hun nok bare var stået tidligere op, for at mødes med nogle fra klassen inden time. Men Nislas kunne mærke, at noget var galt. Igen havde han følelsen af, at noget manglede. Han kiggede ned på sin fod, men det var ikke hans strømper, han manglede. Det var Granilla!

Ca. 4 timer senere…

Drengene havde taget fri fra skole den dag, for begge kunne mærke, at der var noget helt galt. Det var noget nisser en sjælden gang i mellem kunne. De havde ledt og ledt, men de havde ikke fundet noget spor af Granilla. Snea kunne desværre ikke være med, for hun havde en meget vigtig AP-test, som hun i hvert fald ikke kunne blive væk fra. De to fortvivlede drenge ledte hele dagen, og det meste af natten. Selvom der faktisk ikke var nogen af dem, der nogensinde havde sagt det før, så holdt de rigtig meget af hende, og de blev helt kolde ved tanken om, at der kunne være sket hende noget.

Samtidig, lidt længere nede i jorden…

Det mørke, fugtige rum var næsten helt stille. Det var kun, hvis man hørte rigtig meget efter, at man kunne høre en pigestemme stille råbe på hjælp.

Hvad skal der ske med Granilla? Er Snea virkelig ond? Har Nislas et godt øje til Granilla?  Er der ingen, der har et godt øje til Snea? Har Nislas ikke spist ristet brød, siden han var lille? Hvad er der galt på HG?