Føljeton

- Kapitel 3 -

Krystallen

Jeg tager en dyb indånding og mærker hvordan den kølige natteluft passerer igennem mine lunger. Jeg føler mig en smule svimmel af at kigge på stjernerne og lader derfor mit blik falde nedad igen til stearinlyset i min hånd. Med rædsel går det op for mig at stearinlyset næsten er brændt ned, snart vil jeg kun have lyset fra månen og stjernerne til at guide mig. Den eneste løsning er at fortsætte videre i toget mod det ukendte. Den sorte dør for enden af kupéen tårner sig op, og med usikre skridt bevæger jeg mig langsomt henimod den. Flammens lys flakker hen over tårne af bøger og stakke af gulnede papirer - nogen skrevet med en sirlig håndskift andre med Times New Roman. Nu er jeg så tæt på at jeg kan røre døren, og med mine fingerspidser rører jeg det iskolde runde håndtag. I det flammen går ud træder jeg igennem døren.

Til at starte med kan jeg intet se udover et blændende hvidt lys, det skinner som tusinde sole, men ganske langsomt begynder min øjne at vænne sig lyset. Det går op for mig at lyset dog ikke kommer fra solen, men fra en skinnende genstand, der svæver i midten af rummet. Det ligner en slags krystal, der er hugget direkte ud fra en klippe, ujævn og usleben, men alligevel underlig perfekt. Ud fra den emmer dette skarpe lys, som er på kanten til at være blåligt, men til forskel fra solen gør det ikke ondt at kigge på det, tværtimod føler jeg en dejlig ro i hele min krop. Uden at jeg har lagt mærke til det, har jeg bevæget mig tættere og tættere på krystallen. Hvad mon der sker hvis jeg rører den? Jeg rækker min hånd frem og kan næsten røre den med mine fingerspidser. Jeg er så tæt på, at jeg kan føle energien fra krystallen pulsere gennem luften. Men pludselig erstattes det blå lys med det mørke gulv der med en hastig fart nærmer sig mit ansigt. Jeg når lige at tage fra med hænderne, inden jeg rammer gulvet med et højlydt brag.
Jeg løfter mit hoved, men er omhyggelig med ikke at se på krystallen. Mit hoved føles en anelse tungt og mine tanker er slørede. Hvad var der så dragende ved krystallen? Var det en slags trance jeg var i? En ting er sikkert, der er noget helt galt med den krystal.
Stadig liggende der på gulvet, går det op for mig at det jeg trådte over var en æske lavet af et fint skinnende materiale med smukke indgraveringer af ældgamle tegn og symboler siddende i et forunderligt mønster. Med rystende hænder løfter jeg æsken, og lader mine fingrer glide hen over det kolde materiale, den ser gammel ud. Meget gammel. Jeg åbner æsken og ser at der indeni ligger et stykket foldet pergament. Jeg ruller det forsigtigt ud, bange for at skade det fine, gamle papir. Mine øjne læser med besvær, det der står med en oldgammel håndskrift, og jeg takker indvendig min AP lærer for at tvinge mig til at lære latin i 1.g.

Cara peregrinus

Crystal pro vos clavem est 

Capiet tibi locis

Cavete et usum cautio

- Caritas

Jeg laver en hurtig oversættelse, der ville gøre min AP lærer stolt, og hvis jeg ikke tager helt fejl, står der noget i stil med:
Kære fremmede. Krystallen er nøglen. Den vil føre dig steder. Tag dig i agt og brug den med varsomhed - Caritas. Jeg mærker mine nakkehår rejse sig og føler mig pludselig meget udsat her under den mørke nattehimmel. Der er noget helt galt. En unaturlig aura omringer krystallen, og det er ikke kun fordi at den svæver af sig selv. Der er også noget ved det blå ulmende lys, der er forførende på en måde der skræmmer mig, men alligevel kan jeg mærke nysgerrigheden presse på. Det kan vel ikke skade bare at prøve at se, hvad der sker. Nu er jeg her jo alligevel, og det virker ikke som om at toget har planer om at standse lige foreløbig.
Med en spontanitet der overrasker mig selv, rækker jeg hånden frem og lukker den om krystallen. Alt bliver mørkt. Hvad har jeg dog gjort?

Hvad er det for en underlig krystal? Hvad mener Caritas med at krystallen er nøglen? Hvem er Caritas? Hvad sker der nu, hvor krystallen ikke lyser mere?

Læs med når kapitel 4 udkommer i næste uge!  

- Sarah