Føljeton

Spor

~1. Kapitel~

Fra broen

Det er nat. Månen lyser. Jeg står på broen, læner mig mod gelænderet og følger med øjnene skinnerne under mig. De strækker sig langt, langt. Over dem og omkring dem er træer. Min ånde er hvid og går i ét med disen, som er allestedsnærværende og her dufter af kølig sommernat, men den sorte asfalt under mine bare fødder er endnu varm. Her er stille.

Pludselig summer skinnerne og jeg læner mig ud over kanten af broen og venter. Det er ikke den sædvanlige tid for et tog på denne strækning at passere, for det er langt ude på landet, så de kører ikke mellem kl. 18 og 06, men jeg ved at det heller ikke er et almindeligt tog. Det kommer tættere og tættere på mig bagfra og jeg klemmer hårdt om gelænderet. Maskineriets arbejden larmer, og lyden fra det bliver højere og højere og stiger til et langtrukkent brøl, som igen stiger til en øresønderrivende tordenagtig dyb dundren. Det begynder at blæse, og mit hår pisker mit ansigt, mens træerne knager og svajer kraftigt i vinden. Pludselig vælter en tung regn ned, det lyner og jeg kan fra den ekstremt høje konstante larm svagt skelne rigtig torden buldre højt oppe fra himlen over mig.

Gult lys fortrænger den sølvagtige nat og oplyser skinnerne. Nu er toget under broen! Nu bryder det frem!

Det farer afsted. Alle vognene har grønt tag. De bliver ved og ved med at stryge forbi. Jeg svinger det ene ben over gelænderet, sætter mig overskrævs på jernstangen og løfter så det andet ben over også. Med ryggen til vejen læner jeg mig ud over vognene, der flyder sammen til én lang masse. Jeg sætter mig på hug og strækker benene ud bag mig, ud på vejen under den nederste jernstang, så jeg med overkroppen svæver over toget. Nu bøjer jeg mig ned og kan næsten nå taget… jeg strækker mig… bare lidt længere. Hænger kun i fødderne- SÅ kan jeg mærker togets glatte overflade glide hurtigt afsted under mine fingerspidser. Min eneste kontakt med den gamle verden er fødderne der nu bærer hele min vægt. Jeg kan ikke komme op. Hvor er det hårdt! Jeg stønner højt. Jeg falder snart, tænker jeg. Men samtidig synes jeg at kunne fornemme, toget sagtner farten. Jeg kommer i tanke om stationen længere fremme.

Jeg tror, at den sidste vogn i det lange tog vil passere forbi snart, men den høje fart, der langsomt sagtnes gør det endnu usandsynligt at jeg vil overleve springet. Hvornår skal jeg give slip?

I det samme forsvinder det grønne tag under mig, og i et kort skrækslagent øjeblik er jeg bange for, at jeg har forpasset chancen for at komme med. Men så går det op for mig, at vognene blot er åbne op mod himlen og at de er fyldt med ting og sager. Store rodede bunker af papirer dækker gulvet og fylder op mellem sofaer, stole, borde, computere, bøger, tøj og mærkelige instrumenter. Af en eller anden underlig grund forekommer det mig, at tingene bliver ældre for hver vogn, der stryger afsted.

Da en stor bunke af noget, der ligner en masse gamle lagner, dukker op tager jeg mig sammen... og giver slip. Regnen, lynene og larmen forsvinder og erstattes af et kort sekunds dyb kvælende stilhed.

"Aaaaahhhhh!", skriger jeg ufriviligt med lukkede øjne, mens jeg falder.

"BUMF-KATASLASJ-SHUSH-BANG!" Jeg lander ikke som planlagt i kludebunken, men i stedet skævt på en blød sofa, som jeg triller af ned i en masse aviser, der heldigvis formår at bremse mit ukontrollerede legemes vælten omkring. Alligevel er det først da mine ben kolliderer med en toiletcisterne at jeg ligger stille. Mine øjne er stadig lukkede, men jeg ved at jeg klarede den. Jeg er kommet ombord på toget.

-----

Hvad er det for et underligt tog, det er lykkes vor fortæller at komme ombord på? Hvor vil det tage ham hen? Hvor langt er toget overhovedet? Hvem stiger ombord på stationen længere fremme? 

Læs med i 2. kapitel af 'Spor', der udkommer i næste uge.

_________________________________________________________________________________

Bloggen prøver en ny idé af. Hver uge skiftes vores skribenter til at skrive på føljetonen, du netop har læst. Ingen ved endnu hvordan det hele ender...

Marco