Føljeton

2. kapitel

Jeg åbner langsomt øjnene. Mit hjerte banker og jeg ligger helt stille på gulvet, der ryster under mig. Jeg rejser mig langsomt op. Mit hoved dunker og gør ondt. Jeg holder fast i sofaryggen og kigger mig omkring. Tog kupéen ser ikke ud, som en tog kupé  plejer. Der er ingen sæder til at sidde på. Til gengæld er der fyldt op med papkasser, og en masse tykke bøger står stablet oven på hinanden. Det er svært at se andet, for der er intet lys til at lyse rummet op. Jeg kigger op mod himmelen. Tordenvejret og den silende regn er holdt op, og hvis jeg ikke for et kort øjeblik siden selv havde set og mærket at det var der, så ville jeg ikke tro på det. Mit tøj er tørt, og det samme er togkuppeen. 

Jeg leder efter en kontakt til at tænde lyset på, men det eneste jeg finder er en lille stump af et nedbrændt stearinlys, og en tændstiksæske med tre tændstikker i. Jeg stryger en tændstik på æsken, og tænder lyset med flammen. Kupéen bliver lyst op, og jeg kan nu se at der også hænger billeder på væggene. En ung pige står med studenterhue og smiler på et af billederne. Hun har rødt hår og fregner på næsen, og et særligt glimt i øjet. Der står ingen dato på billedet, men det må være gammelt, for fotografiet har den der særlige gule farve, fotografier får med tiden, af for meget eksponering af solen. 

Jeg går hen til stablen med bøger. De er meget tykke og støvede. Alle mulige emner er repræsenteret; “Læren om Ondskab”, “Algebra”, “Filosofistudier”, romaner af Ernest Hemingway og fagbøger om Niels Bohr og atomer. Jeg kommer til at hoste af al den støv der hvirvler rundt omkring mig. Det skærer i mine næsebor, og jeg tænker at jeg nok må videre. Hvad laver jeg egentlig også her? Hvad er det for et underligt tog? Jeg kigger på mit armbåndsur, men viserne er gået i stå ved midnat. Jeg har ikke rigtig nogen tidsfornemmelse, men jeg ville alligevel tro, at toget burde have stoppet ved den næste station nu. Jeg går hen til en af vinduerne for at se om jeg kan få øje på stationen, men da jeg kigger ud får jeg et chok: toget køre lynende stærkt! Så stærkt at alting udenfor bliver til en sløret masse. Jeg kigger mod himmelen, men den er rolig, og fyldt med stjerner. 

Det er meget mærkeligt det her. En skræmmende følelse af at det her ikke er helt natuligt kryber sig ind på mig. Jeg prøver at slå det hen, men jeg kan ikke slippe tanken om, at jeg nu er fanget her. Hvorfor hoppede jeg? Hvad tænkte jeg dog på? Hvad var det der fik mig til at stå op midt om natten og på bare tæer gå ned til togbanen, og hoppe på et mystisk tog? Hvordan vidste jeg at toget ville være lige der ved midnat? Jeg gyste. Jeg havde ikke lyst til at tænke på det nu. 

Følg med i næste uge, for at finde ud af hvad det er for et mystisk eventyr vores hovedperson har rodet sig ud i...